»Jeg har ikke noget imod ramadanfejring eller ramadanmiddage,« siger folketingsmedlem Maria Durhuus (S), inden hun fortsætter:

»Men vi kan ikke på den her måde give fordele til en anden trosretning eller kultur end den kristendom, som er skrevet ind i vores grundlov.«

Ordene falder i kølvandet på en sag, som er blevet beskrevet af Ekstra Bladet.

I Hvidovre Kommune, hvor Maria Durhuus bor, har man nemlig givet en muslimsk forening grønt lys til at afholde en ramadanmiddag i det lokale kulturhus Risbjerggaard.

Men samtidig har man afvist, at folkekirken kan afholde en pinsegudstjeneste i det samme kulturhus.

»Det er forkasteligt,« lyder det fra Maria Durhuus.

Baggrunden er, at det ifølge Hvidovre Kommune ikke er tilladt at udlåne kommunale lokaler til aktiviteter, som har »karakter af gudsdyrkelse eller kirkelige handlinger«. 

Sådan lyder det i en intern mail, som B.T. er i besiddelse af.

Men hvis det er tilfældet, hvorfor fik Atlasia Kids, der er en del af den muslimske forening Hizmet Danmark, så lov til at afholde ramadanmiddag, når folkekirken ikke må afholde pinsegudstjeneste?

Ifølge Hvidovre Kommunes Center for Kultur og Fritid er der tale om »en menneskelig fejl«.

Den samme forklaring lyder fra Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF) i et opslag på Facebook.

Den forklaring giver Maria Durhuus dog ikke meget for.

»Vi kan ikke på den her måde give fordele til en anden trosretning eller kultur end den kristendom, som er skrevet ind i vores grundlov,« lyder det fra Maria Durhuus (S).
»Vi kan ikke på den her måde give fordele til en anden trosretning eller kultur end den kristendom, som er skrevet ind i vores grundlov,« lyder det fra Maria Durhuus (S). Foto: Søren Bidstrup

»Jeg ved ikke, om det er en fejl, Men jeg kan undre mig over, at man ikke havde regnet ud, at en ramadanmiddag selvfølgelig ville have noget med islam og den muslimske tro at gøre. Det finder jeg altså lidt usandsynligt,« siger hun til B.T.

Hun peger desuden på, at Atlasia Kids, der er et magasin henvendt til børn, har afholdt ramadanmiddage i kulturhuset Risbjerggaard de seneste tre år i træk.

»De tre gange arrangøren har anmodet om at låne de kommunale faciliteter, har arrangøren ikke på forhånd oplyst, at arrangementet ville involvere religiøse elementer som bønnekald – derfor har kommunen ikke været opmærksom på problemet,« forklarer Hvidovre Kommunes Center for Kultur og Fritid i en skriftlig kommentar. 

Her lyder det videre, at der ikke var kommunalt personale til stede under begivenhederne.

»Havde vi været opmærksomme på det, ville arrangementet enten ikke have været blevet afholdt i Risbjerggaard, eller også skulle det have været tilpasset til retningslinjerne,« oplyser kommunen.

Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen, vil ikke stille op til interview med B.T. om sagen.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Atlasia Kids til sagen. Magasinet er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelser indenfor deadline.