De første, Helene Valeur så, var sine børn. Hun ville række ud efter dem, men kroppen lystrede ikke.
Følelsen af panik ramte hende med fuld kraft: »Bare de ved, at jeg er herinde. Bare de ikke tror, jeg er hjernedød og slukker for mig …«
Efter ni dage i koma vågnede Helene Valeur den 18. oktober 2023 og hilste for første gang på den klaustrofobiske følelse af et være fanget i sin egen krop. En følelse, hun det seneste halvandet år er stødt på igen og igen.
»Jeg var panisk angst og dybt ulykkelig. Men alle følelserne var inde i min krop og kunne ikke komme til udtryk – for ingen af mine muskler virkede.«
Kroppen har altid været Helene Valeurs bedste ven og vigtigste arbejdsredskab. Hun brugte den, når hun som personlig træner hjalp andre med at komme i form, og hun brugte den, når hun deltog i konkurrencer. Hendes krop har altid været veltrænet, og hendes hjerne ekstremt konkurrencemindet.
»Jeg trænede mere end de fleste og dyrkede mange konkurrencer – som jeg gerne ville vinde,« siger hun, der har løbet både maraton og halvmaraton og i 2024 var tilmeldt VM i fitness-konkurrencen Hyrox.
Men den 9. oktober 2023 blev alle planer skudt til hjørne.
Den aften var Helene Valeur netop kommet hjem efter træning. Hun følte sig svimmel, men slog det hen som træthed. Indtil et endnu voldsommere anfald af svimmelhed ramte, og hun kunne mærke, at der skete ‘noget’.
»Jeg kan huske, at jeg bankede på væggen til min datters værelse, og snøvlede ‘Ring 112’. Så faldt jeg om.«
En hjerneblødning i hjernestammen havde lammet hendes krop.
Mens Helene Valeur lå i koma, fik hendes fire børn at vide, at oddsene, for at deres mor ville overleve, var en til to procent.
Og da hun efter ni dages koma vågnede, var det til et fuldkommen anderledes liv. Selv oplevede hun komaen som ‘én lang, ond drøm’.
»Jeg kunne huske, hvad der var sket hjemme i stuen, og jeg vidste ikke, at jeg var i koma. Jeg troede, at det, jeg drømte, var min nye virkelighed.«
Om dagen var det frygtelige drømme om, at der skete noget med et af hendes børn, der pinte hende. Om natten husker hun den enerverende følelse af sult:
»Jeg fik ikke nok mad i sonden og drømte, at jeg skulle finde noget at spise, men jeg kunne ikke. For mine ben virkede ikke. Mit værste mareridt har altid været, at jeg ikke kunne bruge min krop.«
Mareridtet blev til virkelighed, da hun vågnede ude af stand til at signalere til sine børn, at hun var i live.
Heldigvis trådte hendes ældste datter frem, tog sin mors hånd og sagde: »Hun er derinde – jeg ved det.«
Siden den dag har der kun været én vej for Helene Valeur.
»I begyndelsen havde jeg tvangstanker om, at jeg ingenting var værd, at ingen kunne lide mig mere. Men sådan var det heldigvis ikke. Fra starten fik mine børn at vide, at lægerne på scanningerne kunne se, at min personlighed ikke var forandret, selvom min krop er.«
Hjerneblødningen havde kappet alle forbindelser fra kroppen til hjernen og havde stjålet al bevægelse. Og lægerne ville ikke love mere end, at hun (måske) ville kunne lære at bevæge sin lillefinger.
Hun har skullet lære at tale igen og at bevæge sig. Som en baby har hun skullet lære at rulle fra ryg til mave, at kravle og at sidde op.
»Der er ikke noget, der kommer langsomt tilbage til mig. Jeg skal lære alt helt forfra. Men ALT er en sejr. Det tog mig fem måneder at lære at sidde op uden at vælte,« siger hun.
I dag kan hun sidde selv og er i stand til at komme rundt i en rullestol. Men hun er sulten på mere og træner tre timer – hver dag. Med fysioterapeuter, med venner, familie og med sig selv.
Dag efter dag, time efter time, gentager hun øvelser, der skal give hende styrke og forbedre hendes balance. Hun træner sin core, sine arme og øver sig i at få sine ben til at lystre, for hun vil så gerne lære at gå.
Efter sygdommen har hun været nødt til at flytte fra den herskabslejlighed med københavnertoilet, hvor hun boede med sine børn, til et mere praktisk rækkehus, hvor hun kan komme rundt i rullestol.
»Selvom jeg nogle gange synes, det hele er noget møg, så er det godt, at jeg kan bo hjemme med to af mine unger og have det godt.«
Men hun drømmer om den dag, hvor hun ikke længere behøver ‘bonke’ ind i dørkarmene, når hun skal ind på børnenes værelser.
Der er bestemt dage, hvor det hele føles udsigtsløst.
»1.000 gange har jeg tænkt: ‘Jeg vil ikke’. Men hvad er alternativet? Jeg har stadig følelsen af at være i fængsel i min egen krop, og jeg vil gerne ud,« siger hun med håb i stemmen:
»Jeg er en målrettet person, der sætter urealistiske mål, så jeg har noget at sigte efter. Og jeg ser hele tiden fremskridt.«
Hun bruger videoer til at dokumentere sine små og store sejre, for hun kan ikke altid mærke, at der sker noget, men hun kan tydeligt se det på videoerne, som hun under #takingbacklife også deler på instagram.
»Resten af mit liv vil handle om at blive bedre. Men når jeg kan komme ud af kørestolen, vil mit liv blive nemmere.«
Hun ved ikke, om hun når dertil, men hun forbeholder sig retten til at drømme – og til at træne.