Regnbuefarvet bænk foran rådhus oversmurt med sort maling: ‘Svineri’

En bænk, der netop var malet i regnbuens farver for at signalere mangfoldighed, er blevet malet over med sort maling ved Dragør Rådhus.

Det bekræfter kommunens presseafdeling over for B.T.

Sagen er også blevet politianmeldt, lyder det.

Over for Dragør Nyt siger viceborgmester Nicolaj Bertel Riber (S), der også har været initiativtager til bænkens nye udseende:

Her ses den sortmalede bænk bagfra.
Her ses den sortmalede bænk bagfra. Foto: Dragør Kommune

»Den slags svineri hører ikke til i et samfund eller by som vores, og jeg tager på det kraftigste afstand til det,« lyder det.

Tilsyneladende er den sorte maling blevet påført i løbet af weekenden.

Faktisk er det kun lige over to uger siden, at bænken for første gang fremstod i sine nymalede nuancer: Lilla, blå, grøn, gul, orange og rød. 

Dengang malet af kommunen selv. Det så sådan ud:

Da bænken var friskmalet – i regnbuens farver.
Da bænken var friskmalet – i regnbuens farver. Foto: Dragør Kommune

Tiltaget skete dog, efter at der på politisk plan havde været uenighed om projektet.

Amagerliv har tidligere beskrevet, hvordan der i Klima-, By- og Erhvervsudvalget var stemmer både for og imod regnbuemarkeringen til støtte for eksempelvis homoseksuelle eller andre minoriteter. Men vedtaget blev det altså.